I dag var jeg til jordemor 34+1, og som nogen kunne læse på min Instagram, så ligger Mattheus altså solidt plantet med numsen nedad.
Planen er nu at jeg skal til jordemor igen om 14 dage, for at tjekke om han har vendt sig, og ellers skal jeg viderstilles til en vending.
Jeg håber virkelig at han vælger at ligge sig ned med hovedet, inden jeg skal afsted næste gang. Jeg vil under ingen omstændigheder (kun hvis det virkelig er sidste udvej) have et kejsersnit. Jeg ville virkelig, som i VIRKELIG blive ked af det hvis jeg skal det 🙁 årh sikke mange tanker omkring fødslen der pludselig dukker op, for hvad nu hvis?
Jeg ser altid de værste signarier for mig (specielt nu hvor jeg er så hormonella – hehe), men som regel så løser det sig alligevel.
Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvordan et kejsersnit forløber sådan helt 100, men jeg kunne forstille mig det noget i retningen af, at jeg ikke kan holde vores søn, lige når han kommer ud af maven – og for mig, vil det være det værste signarie. Jeg elskede at holde Mads og Julie lige efter de var født, og tanken om at det kan (hvis det ikke løser sig) blive anderledes denne gang, gør mig så ked af det 🙁 øv altså…
Jeg krydser virkelig finger for at han enden vender sig af sig selv, eller at de får vendt ham så han bliver der, eller at de vender ham og sætter mig igang, så tæt på terminen som muligt.
Men nu må vi se tiden an, også bare håbe det bedste.
Er der nogle af jer der valgte at sædeføde i stedet for kejsersnit? jeg kunne godt tænke mig at høre omkring dette, OG JA… jeg er hurtig ude, men 1-2-3 så er jeg altså ved terminen.
Som i læste i tidligere indlæg testede jeg positiv d. 27 november altså en uge ca. Før vi havde prøvet i 2 år.
Vi var ellevilde, dog troede Jesper ikke helt på testen da den kun var ganske svag, men jeg kunne mærke i mig selv at denne var god nok
Jeg valgte at købe de helt dyre teste hvor der jo står noget i retning af “negativ eller positiv” og da den så viste positiv med skrift – var Jesper endelig overbevist også kunne han jo ikke få armene ned, fordi så gik det pludselig op for ham, at om 8 måneder skulle han altså til at være far
Eftersom vi havde været i fertilitetsbehandling, var chancen for tvillinger jo en del større (og ikke for at være en dårlig person eller noget, så ønskede vi kun, at der kom en) – men vi skulle som sagt til scanning i uge 6 hvor hjertet var begyndt at slå, og alt så så fint ud og der var kun 1 lille baby
Juleaften 2016 nærmede sig, og det var selvfølgelig oplagt at fortælle familien det som en julegave, og alle blev så glade for vores vejene, det var en dejlig dag
Natten til d. 1 januar 2017 offentliggjorde vi som sagt graviditeten, og vi har bare fået så meget positiv respons på det, og jeg føler virkelig at i alle har været så glade på vores vejene, og at folk også havde håbet på at vi fik fælles barn – så kæmpe tak for den støtte i alle har givet os!
Hvis i har fulgt med på enten min Instagram: louise_brylle, Facebook side: Louise Brylle – fra de unge mødre eller selvfølgelig også de unge mødre sæsonen der lige har været her til foråret, jamen så ved i også hvordan graviditeten har forløbet hos mig, så der er ikke så meget i forhold til det at fortælle jer udover…
Bekymringerne:
Som mange godt ved, så går jeg sygemeldt og har gjort det siden Marts, grundet bækkenløsning. Jeg døjer hver dag med smerter, og somme tider gør det så ondt, at jeg knap kan holde tårerne tilbage – det er en pestilens at have. – det hæmmer så meget min hverdag, at nogle dage må jeg ligge i sengen for at slappe af, hvis jeg ved vi skal ud og gå dagen efter, eller skal på tur
Da jeg ventede Mads, havde jeg også bækkenløsning, dog ikke så slemt at jeg ikke kunne være til – hvorimod i Julies graviditet, var jeg sengeliggende de sidste 3 måneder, hvilket påvirkede mig så meget, og det påvirkede mit forhold til Mads da han jo kun var ganske lille på det tidspunkt. Nogle undre sig måske over at jeg har sagt i serien at jeg har en anden tilknytning til Julie, og det skyldes at jeg ikke kunne være der for Mads de 3 måneder, hvor han selvfølgelig blev mest fars dreng, og også efterfølgende efter jeg havde født Julie. Jeg kunne ikke slippe Julie fra mig, og jeg havde det så svært ved at andre skulle passe hende, hvilket igen jo resulterede i at Mads legede mest med far.
Jeg er så ked af det den dag i dag, at jeg har været ude for at være sengeliggende, men også at jeg på en måde har skubbet ham væk fra mig (ikke med vilje). Vi har dog et stærkt bånd til hinanden nu, men jeg kan tydeligt stærkt mærke at han stadig er meget fars dreng (hvilket jo også er helt okay) hvor Julie er meget mors pige.
Denne gang har jeg selvfølgelig gjordt mig så forfærdeligt mange tanker omkring hele situationen, og børnene er vitterligt med til alt. Julie og Mads skal ikke føle at de bliver skubbet til side til fordel for Mattheus, for det er ikke dem der har valgt at de skulle være storesøskende.
I og med at de har været med til alt fra starten, og været med til at vælge mange ting osv til ham, har det faktisk gjordt at de syntes det er sjovt at skulle ud og finde ting til lillebror. F.eks. Igår da vi skulle pakke tasken til sygehuset, der har de også været med til at vælge hvad der skulle være af tøj til ham, og det gør det bare til en fælles ting det hele. Altså at det ikke bare er mig og Jesper der får et barn sammen, men at vi ALLE får en baby herhjemme, som vi skal passe på
På den måde vi har taklet hele situationen på, føler jeg virkelig at de oprigtig glæder sig lige så meget som vi gør. De spørger jævnligt hvornår Mattheus skal fødes, hvilket er fantastisk
Det er vigtigt at vores børn vokser op, og elsker hinanden og vil være der som søskende, uanset om de så er halv eller hel søskende! Det for os betyder intet og det må det heller ikke for dem, og det er kun os der kan lærer dem det
Tilbage til bækkenløsningen i denne graviditet; så valgte jeg jo at sygemelde mig allerede i Marts, og det gjorde jeg af 2 grunde. Grund nummer 1 var at jeg simpelthen ikke kunne holde til i bækkenet at køre turen til Esbjerg hver dag, det gjorde så ondt helt fra bækkenet og op, hvortil grund nummer 2 også lidt kommer ind. Grund nummer 2 var at jeg vidste, at hvis jeg endnu engang blev sengeliggende ved at overbelaste mit bækken for meget, så ville jeg ikke kunne være der for de 2 store – dette ville jeg på ingen måde have til at ske, ikke igen! Så jeg er bare så bekymret for sidste del af graviditeten her, for jeg ved ikke hvordan jeg har det i morgen, eller om en uge. Og igen, det er så vigtigt for mig at jeg kan være der for Mads og Julie, og at de ikke skal gå og bekymre deres små hoveder om mor har ondt. Men det er svært, rigtig svært – men smilet er på når de er der og jeg er der for dem, 100% af tiden, også må jeg lave det mindre “husligt” om dagen.
Så hvis nogen tænker; “arhhh, hvor Brylle dog tæller ned til terminen”, så er det af den simple grund at jeg endnu en dag, har stået oprejst for mine 2 store børn, og jeg endnu en dag kan være der for dem 100% uden at være sengeliggende
Xoxo Brylle
PS: Jeg er i dag 34+0 uger henne, så nu er der kun 42 dage til terminen
Lige en rettelse, jeg har skrevet 2015 og der skulle stå 2014 i det tidligere indlæg, det vil sige at Jesper og jeg havde været sammen i 1,5 år på det tidspunkt, hvor vi besluttede at smide p-pillerne (bare så folk ikke lige bliver forvirret) – jeg tror allerede at jeg har ammehjerne – for jeg kan godt se jeg kludrede lidt i årstallene
Nåh men pyt nu med det! – vi smed som sagt p-pillerne d. 9 december 2014 og jeg ved ikke hvad vi havde af forventninger, men som sagt, så gik der jo længe før jeg blev gravid.
Månederne gik, og jeg havde købt mig fattig i både graviditetsteste og ægløsningsteste. Og jeg brugte dem flittigt, for at følge med i både ægløsningen, men jeg holdt også øje med hvordan min cyklus var hver evig eneste måned. Samtidig med dette, brugte jeg appen “ladytimer” og jeg skrev vitterligt alt i den.
Da vi nåede til sommeren 2015 begyndte jeg stille og roligt at blive mere og mere ked af det. Flere og flere blev gravide, og hos os skete der bare INTET
Det var bare som om, at det ikke skulle lykkes for os.
Efteråret 2015, tror det må have været november, snakkede vi om, om jeg skulle starte op på p-piller igen. Det skulle nemlig også passe med min uddannelse ved siden af, og jeg vidste godt at hvis jeg blev gravid på det tidspunkt, så måtte jeg gå på barsel lige inden praktikken, plus at hvis det var vi skulle i fertilitetsbehandling, så skulle vi starte forfra med at prøve, grundet at jeg jo så var på p-piller igen, så jeg var meget i tvivl om hvad vi skulle gøre.
Vi valgte dog stadig bare at “prøve” uden at “prøve” eller hvad man nu siger, også måtte det jo komme, hvis det kom.
Da vi nåede til foråret 2016 og det stadig intet var sket, begyndte jeg at mindste alt håbet for en baby. Så vi valgte at tage skridtet og søge om hjælp via lægen.
Jeg kan huske da jeg sad ved min læge, at jeg græd og var så ulykkelig – for det eneste jeg ville var jo at gøre Jesper til far, men jeg følte virkelig at jeg havde svigtet ham måned efter måned med en negativ graviditetstest, og at det hele var min skyld.
Jesper har været så støttende, og så skøn i alle de måneder, og jeg kunne ikke elske ham mere for at være den person han er!
Vi fik straks en henvisning sendt videre til Aabenraa fertilitetsklinik, men ventetiden var lang. Vi havde fået en tid 2-3 måneder efter henvisningen, grundet lang kø, så nu var det bare at vente til det første møde.
Juni 2016 kommer vi til det første møde, og undersøgelser. Samt at vi skulle igennem en masse undersøgelser hos egen læge, blodprøver mv. For at se om vi var “raske”, hvilket vi jo var – og ingen af os fejlede noget .
Vi måtte yderligere vente, da vi landede midt i sommerferien og de derfor havde lukket, så vi skulle igen til møde i august.
Dette møde, skulle vise sig at være starten på noget helt fantastisk!
September måned 2016 var første måned i fertilitetsbehandling. Jeg havde nogle indsprøjtninger (ind i maven) og piller som jeg skulle tage, for at producere flere æg, også skulle man til scanning omkring ægløsningstiden (midt på måneden). Der måtte nemlig ikke være for mange æg, da det så kunne gå hen og blive farligt at blive insemineret.
Alt gik som det skulle, men dog endte det med en negativ test denne måned. Så vi skulle starte forfra i oktober.
I oktober, får jeg pludselig mange smerter, og må tage hjem fra min praktik for at komme til scanning. Vi finder så ud af at jeg havde en stor blodansamling – så jeg skulle udskrabes, og derved måtte vi afbryde den måned med insemination.
November skulle jeg starte op igen for 3 gang, og alt forløb som det skulle, og jeg blev insemineret d. 15 november.
Jesper og jeg, snakkede omkring december, fordi chancen for at jeg skulle være blevet gravid, var ikke stor, så vi måtte tage vores forholdsregler – da vi jo godt vidste at min ægløsning ville ligge midt i julen hvor klinikken havde lukket. Vi besluttede os for at skulle fortsætte forløbet i januar 2017.
Men… men… men!!!
Så langt nåede vi ikke! – d. 27 november – skulle jeg teste (det skulle man hver måned på den dag menstruationen skulle komme) men så skete det utænkelige!!
Graviditetstesten var POSITIV! En uge før vi havde prøvet i 2 år stod vi altså med en positiv test, og kunne slet ikke forstå det. Det var endelig lykkes for os!
En lang hård kamp, med hormoner, tårer, frustration, og intet håb – var nu byttet ud med glæde, glædestårer og et håb om at få en baby!
Det var så fantastisk – og jeg glemmer aldrig den dag – og jeg er sikker på at det hele var meningen, at vi først skulle blive gravide nu, selvom det har været en lang ventetid!
(Lige et scanningsbillede fra uge 6 i graviditeten, hvor der var fin med hjerteblink d. 15 December 2016)
Indlægget blev lidt længere end jeg havde regnet med, men det er svært at koge næsten 2 år ned, på få ord.
Jeg håber at dette indlæg, kan hjælpe nogle andre med at have håb om at det nok skal lykkes! Jeg håber inderligt at til dem der sidder derude og prøver og prøver, bliver ved med at kæmpe! Det er en lang kamp, og den er hård, men i sidste ende er den ALT værd!
Jesper og jeg blev som alle ved forelsket og flyttede ret hurtig sammen tilbage i 2013. Vi havde det fantastisk og han vidste at da han valgte mig, at jeg på ingen måde ønskede flere børn, hvilket han fuldt ud accepterede fra dag 1. Dog som dagene, månederne gik ja selv år, havde vi både gode og knap så gode tider, dog efter 2 år sammen og vi stadig var hos hinanden trods, vidste vi med sikkerhed at det skulle være os sammen.
Jesper er en fantastisk papfar til Mads og Julie, han gør vitterligt ALT for dem, han forguder og elsker dem og ligeså vel gør de omvendt. Man kan godt sige, at efter de første 2 år sammen, så begyndte tingene at falde 100% på plads for os alle ❤️
Dagene gik (efterår 2015) og jeg fik mere og mere tankerne på baby, og tankerne samt ideen omkring at kunne fuldende vores lille familie sammen, men jeg ville jo ikke have flere børn?! det er jo heller IKKE en dans på røde roser at få børn sammen! OG behøver man egentlig have børn sammen, for at have en familie?!
D. 9 december 2015, havde mig og Jesper en laaaang snak omkring alle de ting jeg gik med, og hvad han tænke omkring det hele, og et sted midt i vores samtale, kunne jeg mærke at det var det rigtige at gøre, lige præcis nu – inden børnene blev alt for store til at kunne få noget ud af lillebror/søster. Jesper spurgte selvfølgelig flere gange den aften om jeg var sikker, og jeg var sten sikker!
Idet jeg siger at jeg er sikker, går Jesper ud på badeværelset, og tager mine p-piller og står ved skraldespanden – kigger mig i øjenene og spørger endnu engang: er du 100% sikker på det her?, hvortil jeg svare med en kærligt smil til ham: JA, jeg vil have et barn med dig! ❤️
Så folkens d. 9 december 2015 var den dag, vi traf beslutningen om et ønskebarn sammen, og ja – som i jo selv kan regne ud – så er det ved at være lææænge siden, og herefter kommer den trælse kamp om at blive gravid, som i vil komme til at høre nærmere omkring i et andet blogindlæg.
Nåh folkens, jeg tænker det er på tide at starte bloggen op igen – da der sker så mange dejlige ting nu og ja så lige om lidt (48 dage til termin) melder Mattheus sin ankomst – forhåbentlig 😂
Jeg jeg vil fortælle jer i et andet blogindlæg, her en af dagene – fra start da vi besluttede at smide p-pillerne og hele det lange forløb. Omkring hvad vi er gået igennem, da det har været et meget smukt, men også hårdt forløb for både Jesper og jeg, at nå hertil hvor vi endelig er og snart bliver beriget med en lille ny til familien 💙
Også vil jeg løbende fortælle hvordan graviditeten går, hvordan det går med de 2 store dejlig børn og selvfølgelig også alt andet godt ❤️
